KØBENHAVN, Aug 28 (Reuters) - Olicom <OLIC.CO> kom ud af første halvår med et tredoblet underskud efter nedskrivninger på porteføljen af it-selskaber.
Ventureselskabet måtte værdiregulere negativt med næsten 14 mio. kr., men pengetanken på godt 140 mio. kr. kastede samtidig renteindtægter på knap fire mio. kr. af sig. Samlet landede bundlinjen på 11,4 mio. kr. i rødt, fremgår det af onsdagens halvårsrapport.
Flere selskaber havde det hårdt med fortsat lav efterspørgsel på it-produkter, og både Transynergy og Vizion Factory e-learning blev lukket i løbet af halvåret, fordi kapitalkravene hos begge var blevet for store.
Samtidig var udviklingen positiv for især LH Comlog, Sifira og ikke mindst Interactive Television Entertainment, kendt for tv-trolden Hugo.
Olicom gentager sit skøn for 2002 om et minus på 20 mio. kr. efter nye regnskabsprincipper, men vurderer, at to-tre af de 10 porteføljeselskaber er modne til at blive solgt. Af forsigtighedsgrunde er frasalg dog ikke indregnet i resultatskønnet.
Porteføljen er bogført til knap 73 mio. kr., og samtidig har Olicom lånt 39 mio. kr. ud til selskaberne.
Kl. 16.40 ligger Olicom-aktien i kurs 6,00, et fald på knap en pct. fra tirsdag. KFX-indekset er steget 1,8 pct.